|
VELKOMMEN I MANTZIUSGÅRDEN
Nordsjællands mest charmerende kulturcenter.
I skrivende stund er Mantziusgården under forvandling. Der hamres og bankes for at vi kan åbne i en ny og endnu mere tiltrækkende skikkelse, når vi slår dørene op til efterårssæsonen. Vi håber, at de mange anstrengelser vil betyde, at vi i stadig højere grad kan leve op til vores slogan: ”Nordsjællands mest charmerende kulturcenter. Som et resultat af Mantziusgårdens medlemskab af KulturNetværk Danmark præsenterer vi for første gang Ny Cirkus i Mantziusgården. Ny Cirkus er en kunstform, der vinder stadig større udbredelse, fordi den er ekstrem publikumsvenlig og samtidig lige så halsbrækkende fantastisk som ”normal cirkus”. Og det er til publikum i alle aldre.
Vi fortsætter vores koncertrække af Drømmecaféaftner og opfordrer i den grad publikum til at lade sig overraske over, hvor stor talentmassen er i Rudersdal og omegn.
Det giver god mening at få en hyggelig aften til vores Drømmecaféer. |
|
Efteråret byder som altid på en lang række af vores største kunstnere inden for alle genrer fra Caroline Henderson, Niels Lan Doky m.fl. i jazzens verden, Backseat, Peter Viskinde Band, Sko & Torp i rockens/poppens/ univers, Omar Marzouk, Simon Jul og Mick Øgendahl i stand-up genren, David Helfgott og Birkerød Kammermusikforenings koncerter i den klassiske verden, Rudersdal Teaters fine forestillinger, Limenas, Ny Musik – ja, jeg kunne blive ved.
Men døm selv kære publikum. Mantziusgårdens personale står klar sammen med vores frivillige medarbejdere, der trofast knokler for at vi kan få enderne til at mødes og give publikum store oplevelser.
Til sidst som altid en stor tak til Rudersdal Kommune og alle vores øvrige samarbejdspartnere, som står bag os – for publikums skyld.
|

